USA-tur

November 2010

Så er vi kommet hjem fra vores store tur til USA.

And we’re back in DK from our grand tour to the States.

Denne historie vil blive lagt ind i små bidder så hav lidt tålmodighed med mig.

This Story will be written in small bits so be pationed with me.
 It’s not a translation, but a rewrite in English.

Ydermere refererer datoen ikke til rejsedatoen, men til det tidspunkt dette bliver skrevet.

The dates are not the travelling dates, but the  time this was written.

Jeg er perfektionist og jeg vil meget gerne have kommentarer, både
hvad angår form og sprog, så dette måske kan blive endnu bedre.

I’m a perfectionist and I would like you to comment on this wether it’s on contense or form, so this piece might be even better.
 
– o O o –

 Vi skulle først og fremmest over for at besøge vores datter, Pia Charlotte og hendes mand, Eli i Seattle. De giftede sig i februar i år, 2010. Derudover ville vi også besøge Eli’s forældre in Ohio og en ven i Alaska.

Vi tog af sted mandag, den 25. oktober og kom hjem mandag den 22. november, så alt i alt blev det til 4 uger.

Vi havde ikke været uden for Europa før, så det var ret spændende, og lidt “farligt”, ikke mindst fordi jeg ikke bryder mig om at flyve, men Hanne ville ikke bruge den tid, det tager at sejle derover. Og jo, man kan sejle til Nordamerika. Bortset fra krydstogter er der nogle fragtskibe, der tager passagerer med.

First of all we were going to see our daughter, Pia Charlotte and her husband, Eli in Seattle. They got married in February this year, 2010, but we were also going to visit Eli’ parents  in Ohio and a friend in Alaska.

We left Monday, October the 25th came back Monday, November the 22nd, so all together we were gone for 4 weeks.

We hadn’t been out of Europe before, so we were quite excited about it and me, I was a bit scared partly because I’m afraid of flying, But Hanne did not want to spend the time necessary for going by boat. Oh yes, you can go by boat from Europe to North America, apart from the cruise ships some freighters take passengers.

Vi fløj fra Billund til Amsterdam og videre til Detroit, hvor vi blev hentet i limousine af Vera Jo, Eli’s mor. Buzz, Eli’s far var blevet forhindret i at tage med. Vi kørte til Old Fort i Ohio, hvor de bor. Det ligger mellem Fremont og Tiffin syd for Toledo.
Her var vi et par dage og var bl.a. på en typisk amerikansk diner, Whitey’s, og hentede æblemost på et gammelt æblemosteri i en fin lille biks, der så ud til ikke at have ændret sig de sidste halvtres år. Vi traf Buzz’ to søstre, Liz og Mary Lee, to vældig søde og meget forskellige damer. Vi havde en fin tur langs Sandusky-floden i det gode vejr og spiste en god frokost på Fort Ball Pizza Place i Tiffin. På vejen tilbage var vi inden om hos Bill og Mary. Det var et par mennesker efter mit hoved, gamle traktorer, får, og høns, de havde hentet nede hos Amish-folkene og de havde tilsyneladende et meget afslappet forhold til tilværelsen. Sidste aften var vi ude at spise på Pappe Jimmy’s, hvor vi kunne få pulled pork og så var det oven i købet let røget. Det var lækker mad! Hvis du ikke ved, hvad pulled pork er og gerne vil vide det, så kan du evt. se den Spise med Price udsendelse, hvor de laver amerikansk mad.

We flew out from Billund in the southern part of Jutland to Amsterdam and from there to Detroit, where Vera Jo, Eli’s mother picked us up in a white stretch. Buzz, Eli’s father was for some reason enable to be there too. We went to Old Fort, Ohio, where they live. It’s situated between Fremont and Tiffin south of Toledo.

We stayed at their place for a couple of days and among other things, we went to a typical American diner called Whitey’s and picked up some apple cider at an old cider mill in a tiny shop that looked as if nothing had changed for the last 50 years or so and man, did that cider taste good. We met Buzz’s two sisters, Mary Lee and Liz, two very nice and very different ladies. We had a nice trip along the SanduskyRiver in some fine weather and we had a great lunch at Fort Ball Pizza Place in Tiffin. On our way back, we paid Bill and Mary a visit at their farm. They are my kind of people. Old tractors, sheep, and hens they had picked up at the Amish. It seemed as if they had a much laid back approach to life. On our last night we went to Papa Jimmy’s to eat. I had pulled pork, which furthermore was smoked. Boy, that was a dinner to remember!

Torsdag tog vi en bus fra Toledo, Ohio, gennem  Indiana til Chicago, Illinois, hvor vi lige nøjagtig ikke nåede vores tog, fordi bussen var temmelig meget forsinket. Vi hoppede så ind i en taxa og bad chaufføren om at finde os et ikke alt for dyrt hotel. Han kørte os til Hotel Indigo, som var både pænt, ikke vældig dyrt og ikke så fint, at de så skævt til mine grønne bukser. Vi fik et værelse og gik så ud for at se på byen, eller i hvert fald den del af byen, vi var havnet i. Vi kom forbi Hancock Bygningen, som vi kendte fra fjernsynet og det gamle vandtårn, som nu er museum. Vi endte nede ved søen, Lake Michigan og gik tilbage af en gade med de fine forretninger: Tiffany, Bvlgari, Chanel, Louis Vuitton, Georg Jensen, Gucci, Armani, Ralph Lauren, m.fl. og så var der pludselig en H&M.
På vej hjemad var vi på et tidspunkt i tvivl om, hvilken vej vi skulle og straks kom der en ung kvinde og spurgte, om hun kunne hjælpe os. Det oplevede vi flere gange, det at folk er meget hjælpsomme. Det er de måske også i Århus, men alligevel.
Det var en kold spadseretur, ikke fordi det var specielt koldt, men det blæste noget, så det føltes koldere. De kalder altså også Chicago for the Windy City.

Thursday we got on a bus from Toledo, Ohio, went through Indiana to Chicago, Illinois, where we just missed our train, because the bus was running 25 minutes late. So we got a taxi and asked the driver if he could take us to a hotel that wasn’t too expensive and he dropped us off at the Hotel Indigo some 12 – 14 blocks from the Union Station. It was a nice place and not so fancy that they looked side-long at my green bibs. We got a room and went out to see the city or at least to see some of the part of the city, we were landed in. We passed the HancockBuilding, which we knew from the television and the Old Water Tower, which now is a museum. We ended by the Lake Michigan and walked back in a street with a lot of fancy stores, such as Tiffany, Bvlgari, Chanel, Louis Wuitton, Georg Jensen, Gucci, Armani, and Ralph Lauren and then there was an H&M…

On our way back to the hotel, at one point we weren’t quite sure witch way to go and immediately a young woman came up to us and asked if she could help us. That happened several times and we found people very forthcoming and helpful. People in Århus might be that to, but still…

It was kind of a chilly walk, not that it was that cold, but it was rather windy, which made it feel colder – the chill factor – but then again; Chicago is known as the Windy City.

Dagen efter gik vi så ombord på toget. Vi tog the AmTrak train for at se mere undervejs. På denne rute hedder toget  Empire Builder. Det er et dobbeltdækkertog og der er god plads i mellem sæderne, som kan lægges længere ned end flysæder og der er benstøtte lige som i en Joey-lænestol, så man kan sove rimelig godt i dem. Man kan også købe en sovekupé, hvor man trækker de to sæder sammen til den ene seng og slår en køje ned til den anden, men det er ikke billigt, så det sparede vi på denne del af turen. Så er der udsigtsvogn med store vinduer, vinduer i taget og i den ene halvdel lænestole, som vender ud mod vinduerne og i den anden halvdel er der små borde, så man kan sidde overfor hinanden og f.eks. spille kort. Endelig er der en spisevogn, der fungere som en restaurant.
Vi kørte til tiden, men allerede på vej ud af Chicago holdt vi stille et stykke tid, fordi et tog foran os var blevet standset af politiet. Hvorfor fik vi ikke at vide, men det betød, at vi ganske mange gange derefter måtte holde og vente på et modkørende godstog, hvorved vi blev endnu mere forsinkede. Det generede nu ikke os. Vi havde ferie og om vi kom til Seattle et par timer senere, betød ikke noget. Turen var sat til at vare 46 timer og på et tidspunkt var vi tre timer bagud, men de hentede en del af det senere på turen, så vi var kun en time forsinkede, da vi ankom til Seattle.
Det var en god tur. Vi kørte ud af Illinois, gennem Wisconsin, Minnesota, North Dakota, Montana og snittede et hjørne af Idaho, inden vi kørte ind i Washington og det vil sige, at vi kørte i tre tidszoner, fra central time til mountain time og ind i pacific time. I bussen kom vi fra eastern time til central. Vi så meget fra toget, både store landskaber og små byer. Lange lige veje og meget beskidte biler, da mange af vejene er grusveje. Vi så coyote, den hvidhovede ørn og hjorte. Vi kom til at snakke med en masse mennesker både, hvor vi sad og i udsigtsvognen, og ikke mindst, når vi var henne at spise i spisevognen. Her kommer man til at sidde overfor et andet par eller en eller to enkelte og vi fik os mangen en god snak over maden. På den aller sidste del af turen snakkede vi en del med nogle Anabaptister, der var på vej til Seattle for at hente et par biler, som var meget billigere der end i Montana, hvor de kom fra. De delte i øvrigt deres mad med os, så vi ikke behøvede at bruge penge i restauranten. Vi fik hjemmebagt brød, hjemmelavet pølse, skinke og ost. Det var også den del af turen, hvor vi kørte ud gennem Rocky Mountains, men der var meget skov og træerne stod tæt, så vi så ikke så meget og dagen før blev det mørkt, inden vi nåede bjergene, så da så vi slet ingenting. Men en rigtig hyggelig afslutning på turen var det.

The next day we boarded our train to go to Seattle. We chose to go by train to see more. If you go by plane you only see airports. The Amtrak train on this route is called Empire Builder. It’s a double-decker train with a lot of space between the seats and can be put back more than the seats in a plane and they have leg support like a “Joey chair”, (recliner) which made them rather comfortable to sleep in. You can buy a roomette, where you can pull the two seats together to a bed and there’s a bunk above, you can pull down for the other person, but it’s not cheap, so we saved the money on this part of the trip. Then there’s a lounge car with big windows and windows over your head. In one half there’s chairs facing the windows and in the other half there’s small tables, where you sit oppesite one another, play cards etc. beneath there’s a snack bar, where you van buy beverages, burgers and sandwiches. There’s a dining car, where you can buy your meals and the staf there are some most wonderful people that really can make you feel good.

We left Chicago on time, but soon after we had to wait, because the train in front of us had been stopped by the police. They didn’t tell us why, but because of that delay, we had to stop several times to let a freight train pass, so we got even more delayed. That didn’t bother us. We were on vacation and if we were to be in Seattle a couple of hours late, didn’t really matter. The train ride was supposed to last 46 hours and at one point we were three hours behind schedule, but they picked up some time during the night, so we arrived in Seattle only one hour late.

It was a very nice train ride. We left Illinois went thru Wisconsin, Minnesota, North Dakota, Montana and cut a corner of Idaho, before we went into Washington, which means we went thru three time zones. We went From Central Time to Mountain Time and into Pacific Time. On the bus we went from Eastern Time to Central. We saw a lot from the train; great landscapes and small towns, long strait roads and dirty cars, as great many rods were dirt roads. We saw coyote, bald headed eagle and dear. We talked to a lot of nice people, where we were seated and in the launch car, but especially in the dining car, where we sat opposite some other people. This was very nice and you don’t get to do that on a plane. On the last part of the trip we talked to some Anabaptists, who were going to Seattle to pick up two cars, a school bus and a van. They told us that cars are so much cheaper there than in Montana, from where they came. They shared their food with us, so we didn’t have to go to the dining car. They thought it was rather expensive down there. We had home-baked bread, home-made ham, sausages and cheese and it was so good. The food in the dining car wasn’t always that exciting. They were very nice people. On this part of the trip we came out of the Rockies, but we didn’t see much because there was a lot of forest and the trees were standing close and when we went into the mountains the day before, it was dark. It was a very nice end of the trip though.

 

 I Seattle blev vi hentet på stationen af Eli og Pia Charlotte.

In Seattle we were picked up at the station by Eli and Pia Charlotte.

December 2010

Seattle

Vi kørte op i gennem byen og det var helt fint, for så fik vi set lidt af selve Seattle. Det skulle senere vise sig, at det ikke var der, man kom mest. Det var pænt vejr og jeg tog nogle billeder undervejs. Vi kom op ad en gade, der hedder Aurora med pæne efterårstræer i midterrabatten. Oppe hos Pia Charlotte og Eli fik vi te og kaffe, men min te smagte ikke rigtig godt, fordi der er klor i deres drikkevand, som Bettina havde advaret os om. De installerede os ovenpå, for at vi skulle have mest muligt privatliv. De var selv flyttet ned i gæsteværelset. Eli viste os rundt i huset og vi hilste på Brian, som bor i kælderen, som han mere eller mindre selv har lavet til en lejlighed med bad, køkken og det hele. Vi fik et fint aftensmåltid og hyggede os med en øl henholdsvis et glas rødvin og snakkede. På et tidspunkt var også Christine og hendes kæreste, Maddi (Brandon) og Shane, hans kæreste, Ejelle og deres barn, som var klædt ud som mariehøne der og vi havde en hyggelig aften og vi kom først i seng ved halv totiden.

Mandag var en rigtig flade-ud-dag. Det var lidt kedeligt vejr som en dansk efterårsdag og vi snakkede, så lidt fjernsyn og i det hele taget hyggede os og slappede af i familiens skød.

Tirsdag var det fint vejr igen og vi var nede i byen bl.a. for at købe hummerhale, rejer og laks på Piker Place Market. Det var et meget fint sted med masser af boder, der solgte alt muligt forskelligt og fødevarerafdeling mindede meget om, hvad vi har oplevet i Spanien. Bagefter var vi oppe i en fin hattebutik, fordi Eli skulle have sig en ny sixpence. Det endte med at Pia Charlotte købte en fin lille klokkehat og jeg fandt mig en hat, der mindede om mine gamle hatte. Den var lidt dyr, 175 $, men både Hanne og Pia Charlotte syntes, at jeg skulle købe den, så det gjorde jeg så. Det var også en fin hat.

Vi fik laks og kæmperejer til aftensmad. Den mand er god til at lave mad. Det var også i aften et meget lækkert måltid. Vi snakkede lidt, men gik relativt tidligt i seng, fordi vi alle var trætte. Vi så nogle billeder, da vi kom op, men sov tidligt.

Onsdag, den 3. november var vi i Green Lake Park sammen med Pia Charlotte. Det var et fantastisk vejr med sol og 20 grader og Hanne havde det varmt i sin dynefrakke. Jeg havde heldigvis ladet min jakke ligge i bilen, ikke desto mindre var det for varmt med trøje på. Mange af de andre på stien rundt om søen var i T-shirt og nogle endda i shorts. Det var en meget fin tur rundt om søen og jeg tog en masse billeder, bl.a. af en hvidhovedet ørn, som havde valgt at slå sig ned i et af træerne. Desværre havde jeg ikke min tele med. Efter turen var vi et smut oppe hos Fred og det var også hyggeligt. Han fortalte historier fra sit liv og et par af dem fik vi flere gange… Denne gang fik vi hummerhalen og tak skal du have et måltid. Som jeg sagde til Eli: Det var et aftensmåltid, som jeg vil komme til at snakke om meget lang tid fremover.

Torsdag var det Elis fødselsdag og han var lidt for god til at gætte, hvad der var i pakkerne, f.eks. vores lommeur og Bettinas skjorte om end, han ikke gættede, at det også var en sixpence i pakken, men Pia Charlottes store pakke kunne han ikke greje. Hun havde købt ham en ny printer, fordi han altid brokkede sig over, at den, han havde, ikke virkede ordentligt. Senere på dagen var vi ude at lave havearbejde, jeg rev de små bunker flis, der lå mellem træerne ude ved vejen, ud mellem dem og det kom faktisk til at se rigtig pænt ud. Også i dag var det fint vejr. Vi var oppe på godt 19° og det var stadig solskin. De siger godt nok, at det regner meget i Seattle, men ikke meget da vi var der.

Fredag var igen en stille dag derhjemme. Det var gråvejr og der var ikke rigtig nogen, der havde lyst til at gøre noget. Vi var ude at købe et par bibs, som de hedder her. Først var vi en forretning med arbejdstøj, men fandt ikke noget, jeg kunne bruge. Så prøvede vi en malerforretning og der fandt vi et par hvide, som jeg så sidenhen kan farve. Jeg fik mig også et nyt headset, som godt nok kostede lidt mere, end hvad Eli havde snakket om. Jeg gav omkring 24 $ for det, men viste sig at være godt, så det er ok. I seng omkring midnat.

Lørdag var vi i Car Keak Park for at se Freds bænk. det var regn ind i mellem, så vi sad ikke på den. Vi så tog fra broen og var oppe hos Fred at spise pizza. Eller også var det omvendt. J

Søndag blev det pænere vejr. Eli tog os med ned til sluserne og rundt i parken. En god tur. Pia Charlotte var ikke med, fordi hun gerne ville have en dag derhjemme. Og så var Søren og Trisha var på besøg om eftermiddagen og det var rigtig hyggeligt at se dem igen. De havde deres datter, Molly og hendes kæreste, Alex med. Hun er en meget køn pige, som det kan ses af billederne. Efter besøget fik vi en forsinket frokost. Pia Charlotte havde lavet noget med et æg, en lille bøf og sådan og det smagte rigtig godt. Senere på dagen kørte vi så ned til den vikingeskibsbar, de havde snakket om, hvor menuen var på dansk, norsk og svensk, så godt som de nu kan skrive det, når de nu snakker engelsk. Det var ikke alt sammen lige godt, men meget morsomt. Der var gamle billeder af mere eller mindre letpåklædte damer og fordi det var gamle billeder, var det stadig sobert. Derefter tog vi ned på en restaurant, der hedder Wedge Wood, hvor vi spiste en fantastik god middag. Da vi andre måske havde drukket en anelse for meget til at køre, kørte Hanne os hjem, så nu har hun kørt i USA. Efter lidt hyggesnak og lidt planlægning af vores tur til havet i morgen, Eli ville leje en bil, fordi han ikke syntes, at den lille grønne var god nok til sådan en tur, gik vi i seng.

Mandag skulle vi tidligt op for at køre i ordentlig tid, men sådan kom det ikke til at gå. Vi kom lidt senere af sted end planlagt og skulle så også lige omkring Fred for at være sikre på, at han havde styr på sin medicin. Alt i alt betød det, at vi var ca. halvanden time forsinket på vej ud af byen i forhold til vores plan, men hvad pokker, vi var på ferie. Vi havde en fin tur dernedad. Vejret var lidt regn bagude og sol forude og vi fik en del gode billeder undervejs. Vores lidt sene afgang betød, at vi ikke nåede solnedgangen over Stillehavet, men jeg fik lavet nogle rimeligt gode billeder af den på vej derned. Da vi nåede frem, var det ved at være mørkt, men vi havde alligevel en fin tur ned til havet. Vi fik os installeret i hytterne og spiste igen en god middag. Senere på aftenen gik jeg en tur alene ned til stranden og fik dyppet tæerne i Stillehavet. Vandet var forbavsende lidt koldt årstiden taget i betragtning. Nu har jeg så endnu et hav under bæltet, som min datter udtrykker det.

Næste dag sov vi længe. Det var lidt kedeligt vejr med gråvejr og regn ind i mellem. Efter morgenmaden gik Hanne en tur og jeg ordnede billeder. Vi var blevet enige om at blive en dag mere og evt. at køre en tur ud herfra. Det blev så ikke, vel nok blandt andet, fordi vejret var, som det var. Hen under aften var vi igen nede ved stranden, idet vi håbede på lidt hul i mellem skyerne der, hvor solen ville gå ned, men så heldige var vi ikke. Alligevel var det en fin aftentur. Aftensmad og aftenhygge i hytten, hvor under Pia Charlotte og Eli forsøgte at vikle sig ud af mine snore. Det tog faktisk længere tid, end jeg havde troet og der måtte et par hints til undervejs.

Onsdag var det fint vejr og Hanne og jeg var efter morgenmaden endnu engang en tur til stranden, bl.a. for at Hanne også kunne få dyppet tæerne i det store vand og det skal jeg love for, at hun fik. Det er en meget flad strand og man må nogle gange gå langt, før man når ud til vandkanten, hvilket også betyder, at når der kommer en bølge, der er en anelse mere vand i, når den meget langt ind over sandet og sådan én kom der, da Hanne stod og ventede på vandet med det resultat, at hendes bukser blev våde, selv om de var smøget helt op til knæene og på trods af, at hun vendte sig og løb tilbage. Nu kan man ikke løbe så hurtigt, når man samtidig griner meget . Vi tog også denne gang en masse billeder, som vi plejer, ikke mindst da Hanne forsøgte at løbe fra vandet.

Da vi kom tilbage, pakkede vi sammen og kørte. De andre var inde i en stor købmandsbutik af den slags, hvor man kan få alt muligt mellem himmel og jord. Jeg gik rundt og tog billeder i mens. Der efter kørte vi lidt videre sydpå til vi nåede The Colombia River, der er grænse mellem Washington og Mortensen – nåh ja, altså Oregon og der er en bro, som Eli helst ikke vil køre over, så vi blev i Washington og fulgte floden et stykke, indtil vi vendte næsen mod nord og begyndte hjemturen. Vi spiste på en restaurant i South Bend lige før Raymond og fortsatte så mod Tacoma, hvor vi skulle besøge Søren og Trisha.

Søren viste rundt i huset og udenfor, hvor han var ved at bygge en stor garage/værksted. Det var et rigtig hyggeligt besøg, hvor vi også fik hilst på Thor og hans kæreste, Kate. Vi fik endnu et overdådigt måltid. Det er utroligt, at man kan spise så meget så kort tid efter, at man lige har spist godt et andet sted! Ja, det kan selvfølgelig være lige meget, hvor man har spist det . Vi kørte relativt tidligt derfra, da vi skulle tidligt op næste dag for at køre mig til lufthavnen. Alligevel sad vi og snakkede lidt, inden vi gik op pakkede min kuffert, bl.a. med en stor vinterfrakke, jeg havde fået af Søren. De var alle sammen sikre på, at det var meget koldt i Alaska! Jeg troede nu ikke, det ville være så slemt. Kodiak er trods alt en ø, der ligger lidt ude i Stillehavet.

Torsdag, den 11. i 11. var vi så altså tidligt oppe, fik en bid brød, inden vi kørte sydpå. Lufthavnen ligger mellem Seattle og Tacoma. Det så ud til at kunne blive pænt vejr, men det er jo aldrig til at vide og desuden kan det ændre sig, når man flyver et andet sted hen. Jeg blev sat af udenfor og traskede ind for at finde ud af, om jeg kunne finde ud af at komme til Alaska…

 

Liljan Conner | Svar 30.11.2010 12.57

Meget fin beretning.Sjovt at læse,følge med i da jeg selv har været på de kanter-en 3 ugers tur fra Boston til Seattle for et par år siden.Glæder mig til resten.