Tovværk

  Nordsalling Rebslåeri 

…eksisterer ikke mere som firma. Det er dog stadig et rebslageri, som nu mest beskæftiger sig med udstillings- og museumsarbejde herhjemme og i udlandet.

Mig og mit tovværk

Rebslageren – der Seiler – the ropemaker – le cordier

Jeg har gennem længere tid – siden 1982 – lavet tovværk på traditionel facon. Det vil sige, at man trækker garner ud på reberbanen, binder dem på rebslagermaskinens tre eller fire kroge og slår dem sammen til et stykke tovværk. Det er den korte version.  

Jeg synes, det ville være en skam, hvis håndværket forsvinder helt og derfor gør jeg, hvad jeg kan for at holde det i live, men der skal dog helst være nogen, der har brug for det tovværk, jeg laver, ellers er der ikke så meget idé i det.

Ich habe seit 1982 Seile auf traditonelle Art und Weise hergestelt. Das heisst, dass man Garne auf die Seilerbahn nehmen, die an den Hagen der Seilermaschine eingehängt werden und die Garne dann zu einen Seil zusammengedreht werden.

Ich finde, dass es schlecht wäre, wenn die alte Handwerk ganz verswindet und deshalb mache ich, wass ich kann um das im Leben zu halten,  aber es macht nur spass, wenn jeman miene Seile brucht.

Et stykke tovværk eller et reb består af tre eller fire kordeler, som igen består af et antal garn, lige mange i hver kordel. Garnerne er spundet af fibre fra diverse planter eller træer (koksnød og lindebast): Hamp, manila, kokos, sisal, jute eller bomuld og andre.

 

Min reberbane i Lindum er 170 meter lang.

 

Min udstilling 2004 på frilandsområdet – Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

 

 Rebslagerudstilling ved RumRegatta i Flensborg 2002

 

Jeg slår et lille stykke tovværk i Flensburg.

 

Norge

Fra reberbanen på Hardanger Fartøyvernsenter i Norheimsund, hvor min lærling, Anja, arbejdede. Nu er det hendes lærlig, Ingunn, der passer reiperbana. Anja startede i en plasictunnel på brygga, men siden byggede de et langt hus, hvor reberbanen blev indrettet på loftet.

  Top i treslået træret hamp    

         Kordelerne henover mikken

Her er det fireslået tovværk. Læg mærke til den femte kordel i midten bag toppen. Den skal være ca. en syendedel at tovets tykkelse. Den er kalven også kaldet hjertegarn eller sjælen i tovet.

 

Forskellige typer tovværk

Der er generelt fire hovedgrupper af tovværk: Hamp, manila, kokos og sisal. Dertil kommer kunstfibertovværk, som i denne Nordsalling Rebslåeri-sammenhæng er polypropylen og kaldes kunsthamp. De har alle fordele og ulemper i forhold til hinanden. Ydermere kan man lave reb af bomuld, jute, hør, papir, lindebast, hestehår, brændenælder og andet.

 

Hampereb

  Hampetovværk regnedes for at være det “fineste”. Hamp giver et godt stabilt og stærkt stykke tovværk. Det er forholdsvis blødt og behageligt at arbejder med (når det er tørt) og det bliver blødere med tiden. Til ulemperne hører, at hampen er en tør fiber, der suger vand til sig og derfor må op at hænge for at tørre, når den har været våd. Hvis tovværket ligger på dækket i en bunke, vil luften ikke kunne komme ind under og hampen vil derfor snart begynde at rådne. Og det luskede ved tovværk er, at det begynder at rådne indefra, da det er den indvendige del af det, der tørrer sidst. Det betyder, at et stykke tovværk kan se fint ud udvendigt og alligevel måske kun holde den halve brudstyrke. Der er ingen tvivl om, at tidligere tiders søfolk jævnligt har åbnet deres tovværk og kradset lidt i det for at se, om det stadigvæk var godt nok. Af samme årsag brugte man ofte tjæret hamp de steder, hvor det ikke var altfor upraktisk som f. eks. i den stående rig, stag og vant (det tovværk, som holder masten på plads).

Manilareb

Manila eller på filippinsk: Abaka, en bananplantefiber, er særlig velegnet til skibstovværk, da fibren indeholder olie og derfor er lidt mere modstandsdygtig overfor råd. Da den også var væsentlig billigere end hampen, blev den brugt på mange skibe og for at det ikke skulle lyde alt for “fattigt”, kaldte mange den manilahamp. Den er dog ikke så behagelig at arbejde med som hampen. Den er mere stiv og efterhånden som den bliver slidt, kan fibrene knække og lige frem give splinter i fingrene, selv om datidens søfolk nok havde mere barkede næver. Som navnet siger, kommer manilaen oprindeligt fra Filippinerne. I dag får vi det meste fra Venezuela. Det var så op til redder eller skipper, hvilket tovværk han ville have på sit skib. Manila var som sagt billigere, men hamp gav de bedste søfolk, da disse (søfolk i al almindelighed) helst ville arbejde med hamp og derfor foretrak de skibe, der sejlede med det. Det gav skipper mulighed for at vælge de bedste og dem var der så ikke så mange af til de, der sejlede med manila i riggen.

Kokostov

Kokosreb blev mest brugt som fortøjninger, fordi det er temmelig elastisk, i hvert fald hvis det ikke er slået for hårdt, og som ankertov, fordi kan tåle at ligge i vand længe uden at begynde at rådne, da der fra naturens side er en del olie i fibrene. Gammelt kokos blev derudover ofte splittet op og lavet til fendere. Kokostov kaldes også for græstov.

Kokosgarn og reb

Kokosfibre kommer fra kokosnødderne og man kunne få den tanke, at der må gå en hulens masse nødder til, men nu er det jo sådan, at når kokosnødden kommer ned, er den beklædt med et lag bast (kokosfibre) der nemt kan være 10 cm eller mere tykt. Det er af disse trævler, man spinder kokosgarn. Det er i øvrigt en sprød og kort fiber, hvorfor man drejer to garn sammen til en kordel efterhånden som man spinder det, som så er det, vi kender som et kokosgarn. Det er det, tækkemanden før i tiden brugte til at sy tagrørene fast med.

Sisalreb

Sisal er lavet af fibre fra agaven. Det er det mindst dyre tovværk og bruges mest i landbruget (f.eks. som høstbindegarn) og som landbrugsreb og andre steder i land, hvor det ikke bliver udsat for alt for meget vand eller, hvor det ikke gør så meget, hvis det gør det. Det er også det, som spejderne bruger. Ombord er det ikke ofte set, da det trækker så meget sammen, når det bliver vådt og strækker sig derfor også tilsvarende, når det tørrer igen. Det vil sige, at man hele tiden må stramme op på det, hvorved det også bliver tyndere, en del mere end andre typer tovværk.

 

Andre typer tovværk

Kunsthamp er en betegnelse for tovværk fremstillet af polypropylen, samme materiale, som man laver f.eks. bæreposer af. Fibrene er blæst ud og er meget tynde og bløde. De bliver så spundet, som naturfibre bliver det. Det giver et meget blødt garn og derfor kan man lave et stykke blødt og behageligt reb af det, selvom det er plastik. Når det kaldes kunsthamp er det, fordi det ligner hamp og nogle gange skal man være fagmand eller kende det i forvejen for umiddelbart at kunne se forskellen. Det har de fordele i forhold til naturfibertovværk, at det ikke kan rådne, at det ikke bliver hårdt og stift,  når det bliver vådt, da fibrene ikke kan suge vand. Det behøver ikke at tørre, når det har været vådt. Vandet løber lige så stille ud af det. Ydermere flyder det, så skulle man være uheldig at tabe det overbord, kan man sejle tilbage og samle det op igen. Til gengæld bliver det nedbrudt af sollyset. Uv-strålingen mørner fibrene. Polypropylentovværk må ikke forveksles med nylonreb, da denne type ikke har garn af spundne fibre.

Hør giver et fint stykke tovværk, men det har det ikke så godt med at blive vådt og tørt hele tiden, hvad det jo gør på et skib. Denne proces svækker tovværk. Men hvor hampereb svækkes op imod 10% over en årrække, svækkes hør omkring 40%, hvilket gør det uegnet som skibstovværk. Hørgarn, der som regel er drejet sammen til en kordel bliver bl.a. brugt til at takle enderne af rebet, så det ikke trævler op, og før i tiden til at sy sejl med. Garnet vokses med en blanding af bivoks og trætjære for at imprægnere det. Jeg laver ydermere buestreng til vikinge- og jernalderbuer af det.

Bomuld er ikke særlig velegnet til tovværk, da det ikke er ret stabilt og strækker sig en del. Det har dog været brugt som skøder på de finere lystyachter i tyverne, trediverne og fyrrerne, da det er dejligt blødt at holde om og direktører, bankfolk og lignende, som havde råd til disse både, havde bløde kontorhænder og ikke barkede sejlernæver. Bomuldsgarn findes i en form, der kaldes bomuldstwist og det er ikke et garn. Det treslået som et tyndt stykke tovværk. Det bruges blandt andet af folk, der laver macremé, men det er også godt at have liggende i køkkenbordsskuffen. Det smager ikke af noget og er ikke farvet og derfor er det velegnet til f.eks at binde en steg op med, en rullepølse eller benløse fugle.

Jutereb er heller ikke særlig stabilt eller stærkt, men er fint som dekorationstovværk og jutegarn er fint til at binde blomster eller tomaterne i drivhuset op med, da det er blødt og derfor ikke skader planterne. Det har også den fordel, at når man om efteråret rydder op i drivhuset bare kan smide det hele i kompostbunken, da det forgår hurtigt.

Papirreb er utrolig stærkt, men kan kun bruges, hvor der er tørt. Man fandt på at lave papirgarn under anden verdenskrig, da vi ikke kunne få den sisal, der normalt blev brugt i selvbinderen. I dag kendes det mest fra stolesæder som f.eks. Wegners Y-stol.

Jeg har i det ovenstående mest beskæftiget mig med tovværket i forhold til søfart, men der er naturligvis et hav af andre anvendelsesmuligheder.

 

Tidligere lavede vi også klatrenet.

Klatrenet i kunsthamp. Størrelsen gjorde, at jeg var nødt til at lave det i haven.

               

…og rebstiger. Også her måtte jeg ud på græsplænen. Heldigvis havde jeg godt vejr.

Tovværk til fender.

Fireslået kunsthamp til fenderliste til en jolle. Jeg måtte lave en top, der passede i størrelsen.

For at nå op på den tykkelse, kunden havde bestilt, valgte jeg at lave et kabelslået tov. Jeg lavede et almindeligt stykke treslået reb, som jeg så delte i fire stykker og slog dem sammen til et tykkere tov. Det ville ikke have været muligt at lave kordeller af den dimension uden en uddrivermaskine.

 

Jeg lavede “forlængere” til kordelerne dels for at der ikke skulle gå for meget tovværk til spilde og dels fordi det er nemmere at styre og at afslutte arbejdet.

 

At slå et stykke tovværk

Når man skal lave et stykke tovværk, må man have tre stykker værktøj:

En rebslagermaskine, også kaldet et geskær. Det er et “apparat” med tre kroge, der drejer samme vej rundt. Det kan være to stykker træ med de tre kroge, der er udformet som tre håndsving med en krog i enden af hver. Denne vil have en udveksling på 1:1. Sådan var en rebslagermaskine lavet i middelalder. Næst efter, da man fik tandhjul, kunne man lave en udveksling. Min er gearet 1:9. En sådan maskine havde i første omgang et håndsving, derefter blev den dampdrevet og til sidst fik vi en elmotor på. Motorerne drev rebslagermaskinen via en drivrem: Flad- og kilerem. En rebslagermaskine havde nu oftest fire kroge.

En top som er en træklods med tre riller i, en til hver kordel og det er med denne, man styrer sammenslåningen. Den er bedst, når den er udformet som en top (kegleformet), heraf navnet. På norsk en top eller en knot, på tysk ein top og på engelsk a laying top, så det er vi ret enige om. Den kan også have fire riller i til fireslået tov, men så må den have et hul i midten til kalven.

Endelig  skal man bruge en løber, som i denne sammenhæng er en krog, der kan dreje rundt, jo mere letløbende, jo bedre og den må ikke være for tung, da den så vil gå på jorden eller gulvet og derved bliver rotationen blive bremset. Det er især af stor betydning, at den er det, når man laver tyndere liner og reb. Løberen er forbundet med en eller anden form for vægt – kontravægt, så

Et lille kontravægtsstativ til kort reberbane
Tykkere reb – flere sten i kurven

 

kordeler/tov bliver holdt strakt, når rebslageren begynder at slå rebet. Når dette ikke tæller med i antallet er redskaber, er det, fordi kontravægten kan erstattes af en person og i øvrigt er et stykke “inventar”. Den kan kan være en slæde med vægt på eller en “port” lige som f.eks. et gyngestativ, hvor i der er en aksel med en lille og en stor spole. Den lilles reb går op i gennem en blok oppe i stativet og heri hænger der en kurv eller kasse til vægten. I enden af den stores reb sidder løberen. Stor og lille spole for at lave en udveksling, så stativet ikke behøver at være lige så højt, som rebet bliver kortere. På en reberbane på 32 m, bliver det ca. 4 m kortere, fra man sætter det på løberen. Et kontravægtsstativ er bedre, fordi det er mere præcist og der er ikke ryk i, som der er, når jeg bruger slæden.

Man har også brug for nogle mikke, som holder de tre eller fem sæt garn og siden kordelerne adskilte og holder det hele løftet fra jorden.

Mine mikke på reberbanen på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

En mik (udtales: mæk) er en buk med et antal pinde i, men det er heller ikke værktøj. Det er også inventar. Det er smart at have et spolestativ, så man trække flere garn ud ad gangen. Det er, som navnet siger, et stativ til at hænge poler op i, over og ved siden af hinanden. Det mest almindelige er to eller tre rækker ved siden af hinanden med fire til otte spoler over hinanden. Dette er også inventar. Endelig har man en pind som f.eks. en stump kosteskaft, som sidder i en kort bjælke nede i den anden ende, som skal sidde på et brædt – også kort – så den ikke kan vælte (Vi kalder det “korset” på grund af formen) og som man lægger garnerne omkring, når man kommer ned med dem.

Spolestavet ved siden af rebslagermaskinen

Af personligt udstyr har jeg et bælte, der er bredere om ryggen, lidt a la et nyrebælte, så jeg kan bruge kroppens vægt, når jeg strækker og holder igen på kordeeler eller tovværk. Til at sætte korleder eller tovværket fast i bæltet, har jeg en krog i dette. Derudover har jeg min kniv i bæltet.

Selve slåningen

I første omgang vil jeg beskæftige mig med tre-slået tovværk, da det er det mest almindelige og også det enkleste at slå.

Når jeg skal slå (lave) et reb, et stykke tovværk, begynder jeg med at trække garnerne ud på reberbanen. Jeg binder garnerne, der hænger i spolestativet, sammen to og to, med mindre tykkelsen kræver et ulige antal garn. Så binder jeg et sæt på tre sammen eller laver en løkke på det sidste garn. Det bedste er at lægge garnerne omkring tommelfingeren og så holde om dem samlet med de andre fingrene, da det så er nemmere at lægge dem ned mellem to pinde på mikkene forudsat, at der er tale om èn kordel. Hvis de bliver fordelt på hver sin side af en pinde, vil de uværgeligt sætte sig fast undervejs. Det er ikke så vigtigt, hvilket mellemrum de havner i. Det kan man altid rette på vej tilbage, men det er naturligvis bedre, hvis de havner der, hvor de skal ligge.

Hvis rebet er tyndt, vil jeg ofte kunne have alle tre kordeler med ud på én gang. Ellers to eller en. Er det tykt, må jeg gå flere gang til hver kordel. En kordel er en af de tre trediedele, et stykke (tre-slået) tovværk er lave ag og er et bundt garn, der er drejet sammen. Når jeg har garn til tre kordeler med ud, lægger jeg dem i tre mellemrum. Man trækker dem “ned” i den anden ende af reberbanen og sætter dem på/lægger dem ned over den pind, der sidder i korset. På vej tilbage mærker jeg efter, om der skulle være knuder eller totter (urenheder), der skal fjernes og fordeler kordelerne, så der er et tomt mellemrum mellem hvert sæt. Er der knuder, drejer jeg garnet op på hver side af knuden og tvinder enderne sammenog og er der totter, drejer jeg garnet lidt op og piller totten ud.

Oppe ved rebslagermaskinen igen strammer jeg garnerne op to og to som de er bundet sammen, så de bliver så lige stramme, som det er muligt. Det er vigtigt, at det er de rigtige, jeg får fat i, da jeg ellers ville kunne trække dem rundt om pinden nede i den anden ende. Jeg binder dem igen sammen to og to og hænger den på/i en af krogene. Derefter det næste sæt og så fremdeles. Hvor stramme de er, er noget jeg kan mærker i fingrene. Jo flere gange, man har gjort det, jo bedre bliver man til det 😉 .

Når jeg har til alle tre kordeler, går jeg ned i den anden ende af reberbnen med toppen og på vejen kontrollerer jeg, at garnerne, bunterne af garner ligger, hvor de skal. Her tager jeg pinden op fra korset og sætter den i krogen i bæltet. Jeg strækker for at udligne det, jeg ikke har kunnet strække op, da jeg bandt garnerne på maskinen og nu begynder en hjælper at dreje på håndsvinget, (er jeg hjemme på min egen reberbane, trækker jeg i startsnaren til el-motoren), hvorved krogene drejer garnerne sammen til kordeler. Krogene skal dreje den modsatte vej af, hvordan garnerne er spundet. Hvis man drejer samme vej, lægger man mere spænd i noget, der allerede er spænd i og så får man et stivere og hårdere reb. Dette betyder, at jeg i første omgang går lidt baglæns, fordi spindingen løsnes lidt. Siden følger jeg med fremad efterhånden, som kordelerne bliver kortere. Dog holder jeg dem stadig rimeligt stramt, jo tykkere jo strammere.

Når garnerne er begyndt at dreje sammen, tager jeg pinden ud og drejer løkkerne sammen til én løkke og sætter dem tilbage på krogen. Det hele skal jo ende med at blive et stykke tovværk. Når der næsten er spænd nok i kordelerne, sætter jeg løberens krog løkken og toppen i mellem de tre kordeler. Jeg begynder at gå op imod rebslagermaskinen, når der er spænd nok i kordelerne. Og hvornår er der så det? Det kommer an på, hvor fast eller blødt i slåningen, rebet skal være. Det kommer an på, hvilket materiale, jeg bruger, det kommer an på vejret og på tykkelsen af rebet. Det er endnu en gang noget, man må have i hænderne – i hånden. På vej op skal jeg passe hastigheden til efter de ovennævnte faktorer og jeg skal sætte farten lidt op efterhånden, som jeg nærmer mig maskinen, da “rundingene” kommer hurtigere ned til toppen, jo kortere vej, der er. Gør jeg ikke dette, vil rebet blive fastere i denne ende end i den anden.

Når man laver tovværk på denne måde, hvor det krogene på maskinen, der, via kordelerne, tvinger løberens krog rundt, vil der være et “skævt” spænd i rebet, fordi rundingerne kommer lidt senere ned i den anden ende, dels fordi materialet er elastisk og dels på grund af friktionen over mikkene. Dette skæve spænd kan man tage ud ved at bagrunde rebet. Man sætter det på en krog og drejer det den modsatte vej rundt af, hvordan rebet blev slået. Jeg står nede i den anden ende og strækker det imens. Da det jo er elastisk materiale og et nyslået reb, får det lidt mere bagrunding, end det egentlig skal have og derfor lader jeg det løbe lidt tilbage, til der er ballance i rebet.

Nu skal det så bare strækkes og stryges. Jeg strækker det rimeligt godt op. Hvis det er en 5 – 8 mm med håndkraft, hvis den er tykkere, bruger jeg en talje. Derefter lægger jeg strygen omkring det nyslåede reb og trækker den hele vejen ned ad rebet. En stryge er et kort, løst slået, fireslået tovværk, gerne af papir, da det er slidstærkt. Kordelerne bliver derved presset sammen i deres nye facon. Før var de lige og runde. Nu er de blevet spiralsnoede og trekantede på indersiden, fordi de er tre, der ligger an mod hinanden. 

Det må gerne sidde i stræk et stykke tid. Kortere tid, hvis det er kunsthamp og længere tid, hvis det er naturfibre. Er det et kortere stykke, kan rinkes op, men er det langt, er det bedre at kvejle det op. I sær hvis det også er tykkere. Hvad er “tykkere”? Det kommer an på, hvor langt, det er. Hvis det er 6 – 10 mm tynkt, ville jeg rinke 40 – 50 meter op. En 14 – 16 mm helst ikke mere end 25 – 30 m og så fremdeles. Hvis man er mindre øvet – mindre. Når man rinker tovværk op, skal det være med solen, med uret, højre om med mindre, det er venstreslået og det er meget usædvanligt. For at kunne kvejle det op, skal man bruge en opkvejler. Mere herom senere.

Dette var en lang tekst. Der kommer forklarende billeder ind i mellem.