Knob, stik og splejs

De vigtigste knuder er pælestik, dobbelt halvstik, ottetalsknob (stoppeknob), baghåndsknob og flagknob/skødestik. Og jo, de er alle knuder, selv om de har forskellige betegnelser. Selvfølgelig er der andre, der er vigtigere, hvis man taler om særlige områder så som klatring eller faldskærmsudspring og paragliding.
 

Knob, når man binder to reb eller snore sammen som f.eks. i et råbåndsknob og stik, når der indgår en anden ting, som f.eks. en ring. F.eks. er et dobbelt halvstik først en knude, når det bliver lagt ned over en pæl, bundet i en ring eller lignende. Så er der undtagelserne. Et skødestik eller et flagknob alt efter, hvad det skal bruges til, eller når man binder sine snørebånd, er det et råbåndsknob med slip (sløjfen), også selv om skoen indgår. Et pælestik er et pælestik også før, det bliver lagt over en pæl, pullert eller anhængertrækket på en bil, så det med at skelne mellem stik og knob holder altså.

De forskellige splejsninger inden for tovværk er øjeslpejs, kortsplejs, langsplejs, endesplejs/tilbagesplejs kaldet en spansk takling, selv om den ikke har noget med en takling at gøre ud over funktionen, som er at undgå at tovet splitter op i kordeler og siden i garner.

For at begynde med knuderne, så er pælestikket godt – måske det vigtigste – , fordi det stort set altid kan bindes op igen. En god knude er først god, når den er til at binde op igen. Stort set, fordi der kan være tale om så blød og så tynd en snor/tråd, at det er næsten umuligt at få den pillet fra hinanden igen. Hvis man ikke kan et pælestik, vil man nok være tilbøjelig til at binde et overhåndsknob – en almindelig knude – på en bugt i enden af rebet og den lader sig meget vanskeligt, hvis overhovedet, binde op igen. Resultatet vil være at man skærer øjet af, når man ikke skal bruge det mere. Rebet bliver kortere og kortere. Det er ikke godt for din pengepung, men jo godt nok for rebslageren.

Bedre end pælestikket er dog en øjesplejs, da den holder til mere træk, end pælestikket gør. Det vil ende med at klemme rebet over, før dette springer, men den, øjesplejsen, duer ikke, hvis man skal have det i en ring eller har brug for et midlertidigt øje. I ringen kan man dog anvende en ters (en pind stukket gennem øjet på den anden side af ringen), men det vender jeg tilbage til, når vi kommer til splejsningerne.

Et dobbelt halvstik er to halvstik lagt over hinanden. Drejer man tovværket bagom, lægger man det sidste over den første, lægger det ned over en pæl, pind eller lignende og strammer det til. Bruges til at hænge noget op i f.eks. en gren, men da er det en god idé at lave det med slip. Det kan også bruges som fortøjning, men da er det en god idé at lægge et ekstra dobbelt halvstik om egen part, om fortøjningen efter det om pælen for at undgå, at det strammes (sanses) så hårdt til, at det er meget vanskeligt at binde op igen. Skal man binde det i en ring, må man trække rebet igennem denne, lægge det over sig selv, trække det igennem igen og slutte med at stikke tampen ind under de første to, der hvor de krydser hinanden. Dobbelt halvstik kan med fordel bindes med slib (“en halv sløjfe”), så det er endnu nemmere at binde op.

Et ottetalsknob et overhåndsknob med et ekstra “vrid” på bugten før tampen stikkes gennem denne. Bruges som stoppeknob, altså for at forhindre at rebet løber tilbage gennem det hul, det er stukket ind i. Det holder ikke bedre end et overhåndsknob gør, men endnu en gang: Det er til at binde op igen.

Baghåndsknobet bruges til at binde et reb omkring en stang, i en ring eller lignende, hvor der er eller skal være stræk på. Det kan f.eks. være en tøjsnor eller det reb, man bruger til at binde en gren, som man nødig vil save af, op med. Man lægger snoren rundt om grenen, strammer den godt til, holder den fast med den ene hånd, lægger tampen over snoren med den anden og trækker til, hvorved snoren strammes (totnes) yderligere op i hvert fald ved en tyk gren. Nu har man godt styr på rebet. Det strammer ikke mere i hånden og man kan i ro og mag lægge et dobbelt halvstik om egen part. Er det en midlertidig løsning, er det smart at lægge det med slip.

Flagknobet bruges til at binde to ender af forskellige tykkelser sammen med. Det laves ved stikke den tynde ende/tamp igennem den bugt, man har lavet på den tykke, lægge den hele vejen rundt om denne og slutte af med at stikke den ind under sig selv. Man skal lægge den den rigtige vej rundt, så den kommer ud til den modsatte side af den tykke ende. Kan evt. lægges to gange rundt, så det holder endnu bedre. Er der meget stor forskel på tykkelsen, vil jeg foreslå, at man binder de to ender samme på en anden måde, f.eks. to pælestik i hinanden. Når knuden også hedder skødestik, er det fordi, den bruges til at binde skødet (den snor, man styrer sejlet med) fast i skødebarmen (det hjørne af sejlet, skødet bindes fast i) med. Er der tale om et moderne lystfartøj, “dann haben wir andere Metoden”.

Andre knuder, der er gode at kunde, kunne være råbåndsknob, overhåndsknob, halvstik, kirurgknob, simpelt og krydset løbeknob, dobbelt pælestik, fiskelineknob, wirestik, trompetstik, selestik, håndjern, kastelineknob og abehånden/-næven naturligvis.

Et råbåndsknob er en knude til at binde to ender sammen med, hvis de altså er af samme materiale og af samme tykkelse. Man lægger den ene tamp over den anden, vrider den ene en ekstra gang rundt om den anden, vender dem mod hinanden og gentager processen, men her er det vigtigt, at tampen kommer ud af bugten ved siden af den lange part.  Eller sagt på en anden måde: Højre over venstre og venstre over højre. Binder man sit råbåndsknob “omvendt”, er det en kællingeknude, som ikke holder nær så godt. Bruges ofte til at binde enderne sammen, når man har bundet om en pakke eller lignende. Det er også den knude, man bruger, når man binder sine snørebånd blot med dobbelt slib, sløjfen.  Knuden hedder sådan, fordi det er den, man bruger, når man binder sejlet fast til råen. Råen er den vandrette “pind”, rundholt, som den øverste del af råsejlet er bundet fast til. Et råsejl er et firkantet sejl som f.eks. vikingeskibssejl.