Kaniner

Vores kaniner

Jeg har haft kaniner, siden jeg var seks år, omend det den gang nok mest var min far, der stod for dem, men jeg og min bror plukkede da mælkebøtter og skvalderkål til dem. Dengang var det familiens kaniner, men siden fik min bror og jeg vores egne. Først et par stykker og siden flere. Vi overtog kaninholdet. Antallet varierede en del, men vi/jeg havde aldrig mange.

Vores patruljekanin, som løber frit omkring, går ofte på foderbrættet.
Teenagekaniner i løbegård.
Huset i løbegården, “Rundburet”.

Når jeg skriver, at jeg har haft kaniner, siden jeg var seks, betyder det dog ikke uafbrudt. Jeg/vi har i perioder boet steder, hvor det ikke har været muligt. Vi har boet på kollegie og i lejlighed, hvor vi i følge sagens natur ikke ikke kunne, men så havde vi et eller to marsvin. Det er jo en kanin bare uden de lange ører 🙂 . Men da vi kom i hus med have, fik vi kaniner igen.

Jeg har bygget de fleste af vores bure selv. Vi har tre typer: Lejligheder, parcelhuse og landsteder.

Parcelhuset er et græsningsbur med et hus i den ene ende og med net i bunden. Bredden passer jeg til efter netbredden (her ca. 120 cm) og længen, så buret ikke bliver for langt og derved for uhåndterligt og langt nok til, at det ikke skal flyttes hele tiden og det er jo individuelt. Mine er mellem to og tre meter lange. Højden svarer til en halv netbredde. Jeg laver selve huset i hele “havens” bredde, ca. 35 cm højt og 40 cm. dybt. Jeg “hænger” det op, så kaninerne kan gå ind under det og derved få et større græsningsareal. Det er delt op i to rum med skillerummet i burets længderetning. Det yderste, entréen, er ca. en tredjedel og det inderste er beboelse med strøelse i. Foran indgangen et bræt, som de kan hoppe op på, inden de går ind ad døren, som her er et rundt hul a la Bilbos runde dør. På brædtet står også vand og foder, hvis man synes, de skal have lidt tilskudsfoder i form af kraftfoder, hvilket, der er meget forskellige meninger om. Foder- og vandskåle skal sidde fast i nettet eller være tunge, så kaninerne ikke smider rundt med dem. Jeg bruger ikke dem, der sidder fast i nettet, da jeg synes, de er besværlige at gøre rene og det skal de gøres hver dag, i hvert fald vandskålene. Mine er lavet af store tekopper købt i genbrugsforretninger, der er støbt ind i beton som en stor mursten. De vælter ikke. En af vores venner lavede dem til os. Låget til buret er net – igen minknet – på en eller to ramme/rammer af træ, men vandtæt over huset. Det kan være malet krydsfiner eller et andet vandtæt materiale. Lågene skal ikke passe for stramt, for så er det bøvlet at lukke efter sig. Der må gerne være en cm luft hele vejen rundt. I bunden skal der også være net, da de fleste kaniner gerne vil grave og så har man for alvor frilandskaniner. De klarer sig fint ude, men de er svære at få fat i igen, når hannerne skal skilles fra hunnerne og/eller skal slagtes. At ræven eller musvågen snupper sig en i ny og næ, er ok. Vi kan jo bare holde vore kaniner inde. Det kan være trådnet med fem cm’s masker, men det er dyrt, da det kun kan fås i en meget kraftig tråd, så vidt jeg har kunnet finde ud af. Det kan dog også laves af havehegn med masker på ti cm, som jeg så forskyder en halv maske i begge retninger, så jeg ender med masker på to tommer. Jeg sætter hjul på i den ene ende på burets nederste brædder, der fortsætter en halv meter bagud. I forenden har jeg et stykke tovværk, så vi har noget behageligt at holde i, når vi flytter buret. Nu har jeg jo mit eget reb, så det er pænt at se på. Det ser ikke godt ud med blåt plastik på et fint, nyt hjemmebygget bur. En høhæk til hø og en anden til plukket grønt, som f.eks. mælkebøtter, skvalderkål, jordskokker og tidsler er godt, da kaninerne så ikke går og jokker rundt i maden. Over høet et vandtæt låg. Det kan svare sig at bygge solidt, men det skal heller ikke være så tungt, at det ikke er til at flytte. 19×50 mm lister kan bruges, men er for kleine med mindre, det er til små bure til dværgkaniner. Så hellere 19×75 eller 25×75 mm. 25×100 er en virkelig god dimension, men så kommer vi godt op i vægt. Høvlede eller ru brædder må være en smagssag. Maling ligeledes, men jeg er mere til en diskret transparent brun eller grøn træbeskyttelse, end til kraftige farver. Nettet kan slås på med kramper, som evt. holdes med en spidstang, så man ikke slår sig over fingrene og så de ikke vælter eller går skævt i og tro mig, det gør de meget gerne. Nu har jeg en trykluftkrampepistol, så det med kramperne hører fortiden til.

Lejlighederne er standbure af forskellige størrelser. Dem, jeg bygger selv, er ca. 80 cm dybe, halvanden til to meter brede og 80 til 90 cm i højden. Er de dybere end de 80 cm, er det svært at nå ind i bunden. Jeg bygger i to kolonner og i to rækker eller i to etager med to lejligheder i hver. Tidligere var der som regel tre oven på hinden og to eller tre lejligheder ved siden af hinanden, men det er blevet lidt besværligt at nå op i de øverste bure og de nederste var helt nede ved jorden. Man er blevet lidt mere magelig med alderen. Buret er løftet over jorden for at få luft ind under. Står det på jorden, rådner det i bunden. De to lejligheder er adskilte af en høhæk af småmasket net, minknet med maskestørrelse på en tomme, så unger ikke kan kravle ind i den og evt. videre ind til naboen. Der er to låger for hvor kolonne. En med trådnet og en af brædder, så de kan kikke ud og jeg ind og så de har et mørkt hjørne, hvor de kan have lidt privatliv og få deres unger. Mange bruger redekasser. Det har jeg nu aldrig gjort. Om mine kaniner er sure over det, ved jeg ikke, men unger får de og det er sjældent, at jeg finder en uden for reden. Det er bedre ikke at have en midterstolpe eller lignende, da det gør udmugningen mere besværlig. Derimod kan det være en god idé med et skillebræt mellem den private og den offentlige afdeling, så man kan muge ud i den åbne del uden at genere ungerne. De lejligheder, der er mindre, er nogen, vi har fået andre steder fra. Dem bruger vi normalt kun de største af og kun til midlertidig indkvartering. De mindste bliver kasserede. De kan måske bruges til dværgkaniner, men selv det, synes jeg, er synd. Jeg har set nogle på 35 x 65 cm… De er så små, at beboeren må gå udenfor for at skifte mening og den mulighed har den jo ikke.

Endelig har vi landstedet. Det er en rund fold af net stillet op i en mere eller mindre rund kreds omkring et hus. Nettet er minknet og det bliver holdt oprejst af pinde. Huset kan være sådan lidt a la hundehus, bare det er vind- og vandtæt.  Kaniner har ikke noget imod at gå ude også hele året rundt, men de skal have et tørt og lunt sted at gå ind i. Huset står på fire par mursten, så det også er tørt i bunden. Ind- og udgang for os er en lille kasse på hver side af nettet et praktisk sted. Hegnet er 90 eller 110 cm højt og det er ikke så nemt at hoppe over. Den store ulempe ved en rundgård er, at der ikke er net i bunden, så vi skal hele tiden holde øje med, at der ikke graves, eller rettere, gøre noget ved det, når det sker. Vi lægger en sten over hullet eller flytter gården lidt. Der er stor forskel på, hvor graveivrige kaniner er. Graver de meget/tit, må vi flytte dem over i bure med bund i. Fordelen er dels, at den ikke skal flyttes så tit og at de små bæster har god plads at spæne rundt på. Det er herligt at sætte sig ind i gården og lade kaninerne komme hen til sig og det gør de. De er meget nysgerrige. Nå jo, så er der også den fordel, at det er meget nemmere at smide grene ind til dem. Vi havde på et tidspunkt 25 halvstore unger i et rundbur. Dem kaldte vi “gulvtæppet”. Den fold var på ca. 15 m og alligevel skulle den flyttes tit. I år – 2018 – har vi haft en hun med 7 unger i den og det er fint  – lige indtil naboens hund forsøgte at grave sig ind til dem. Det kom den ikke, men kaninerne rendte ud.

Vi har vores kaniner udendørs i modsætning til i en stald. Frisk luft og mere lys og mere plads.  Det sidste er jo kun for vores egen skyld. Der er af og til nogle, der spørger, om det om vinteren ikke er synd for kaninerne. Næ, det er det ikke. Kaninerne trives fint og hopper gerne rundt i sneen. Det eneste, man skal sørge for er, at de har et vind- og vandtæt hus. Kaniner kan ikke lide træk og slet ikke våd strøelse. Begge dele resulterer i sygdom og død. Det kan dog ind i mellem være lidt synd for fodermesteren, hvis det er koldt og blæsende og så giver det mere arbejde, når det er frostvejr, fordi man så skal bruge tid på at tø vandskåle op. Det klarer jeg ved at have en spand med varmt vand med ud, som jeg tør vandskålene op i, mens jeg fodrer og snakker lidt med kaninerne.

Tidligere (som knægt) solgte jeg til fjerkræslagteriet. Der kom en bil for at hente kyllinger og tog så vores kaniner med, men det er mange år siden, jeg var det. Nu spiser vi dem selv. Vi har som regel en 30-35 stykker i fryseren, når vi lige har slagtet de sidste, altså. Nogle kaninfolk synes, det er svært at slagte kaniner. Jeg bryder mig bestemt ikke om at slagte eller rettere, at aflive kaninerne. Jeg kan heller ikke lide at slagte høns, men det er jo en nødvendighed, hvis man gerne vil spise dem. Det er som sagt ikke er særlig rart at skulle slagte dyrene, men det er dog lidt nemmere, når man har mange, end hvis man kun har et par stykker, som sikkert oven i købet hedder noget. Det er ikke så meget kæledyr, når man har 35 af dem.

Vi fodrer med meget forskelligt, hvilket er godt for kaninerne. Det er godt for sundheden. Den hyppigste sygdom, er ondt i maven og det kan man, når man er kanin, dø af. Alsidig kost mindsker risikoen for, at dyrene får ondt i maven. Det vigtigste er hø. Hø er kaniners rugbrød og de skal have det i en høhæk, så de ikke går og jokker i det. Kaniner er sirlige spisere, der ikke går i gang med hvad som helst. De skal have adgang til vand. Friskt og rent vand i rene skåle eller fra en vandingsautomat. Og så skal de ellers have grønt og her er der meget at vælge i mellem: Græs, (plæneafklip med forsigtighed. Det må ikke ligge i et tykt lag, da det så vil gære), mælkebøtter, skvalderkål og andet “ukrudt”. De spiser tidsler, men ikke brændenælder, med mindre de er lavet til hø. Det samme gælder i øvrigt til en vis grad kulsukker. De er også glade for jordskokker og solsikker. Rodfrugter som f.eks. gulerødder og roer. Æbler vil de normalt også gerne have, men ikke alle kaninerne er lige begejstrede her for. Grene med blade på er også et godt foder, men her er der nogle, de gerne vil have og andre, de ikke rører. Elm er godt om foråret, men når bladene bliver grove hen over sommeren, gider de dem ikke mere. Pil, tjørn, mirabelle og hassel er godt, hvorimod de ikke spiser ask, eg, hyld og lind. Der er naturligvis andre træsorter, men dem har jeg ikke så megen erfaring med. I øvrigt er det fint at lade nogle af grenene ligge i burene, da kaniner gerne vil have noget at gnave i. Jeg stikker ofte tynde grene eller bambuspinde gemmen trådnettet, så de hiver foderet ned oppe fra.  Kaniner vil normalt sortere deres grønfoder, men der er jo ingen grund til at give dem noget, som man ved, er giftigt.

Mange er bange for rotter, men det er altså ikke noget problem, hvis man bygger sine bure, både standbure og græsningsbure solidt og bruger minknet. Det kan selv den mest ihærdige rotte ikke klare.

Vi har blandingskaniner, ikke racerene. Vi sørger for at skifte han engang i mellem eller at have to. På den måde sørger vi for, at vi ikke får indavl. Det med linieavl kan være en risikabel affære. De er af en pæn mellemstørrelse, hvilket vil sige, at en unge på et halvt år vejer en 12- 1400 gram.

Det er altid godt at læse om kaniner og her tænker jeg altså ikke på “Kaninbjerget”, men på fagbøger, som der er ret mange af. Jeg har læst en del af dem, f.eks kaninafsnittet i Mine dyr – dyr i hus og have fra 1958, min første, og i Seymour’s Håndbog i selvforsyning, 1976, Kaniner til husbehov, Ann Williams, fra 78,  Urban Farming: Kaniner, Tine Kortenbach og en del andre kaninbøger, som i øvrigt slet ikke altid er enige om tingene.