Fotografering

Interessen for at fotografere fik jeg nok fra min mor, som havde et Kodak boxkamera med film på træspoler. Formatet var 9×9, så billederne var kontaktkopier. Jeg har en rodekasse med gamle billeder og negativer. Det var meningen, at jeg ville lave billeder efter de negativer, hvor de manglede, men det blev aldrig til noget og nu har jeg ikke mørkekammer – eller adgang til et – mere. Nu må det så blive noget med at scanne negativerne ind.

Jeg fik mit første fotografiapparat, som det hed den gang, da jeg var 16. Et lille Agfa Instamatic til “kassetter”. De første film, jeg optog, var til papirbilleder, men jeg gik dog hurtigt over til at lave dias eller lysbilleder, igen som vi kaldte det den gang. Det var billigere end at få lavet papirbilleder, også selv om der skulle købes rammer og kassetter til opbevaring af billederne. Fremviser kunne jeg låne på skolen indtil videre og var der ind i mellem et, som jeg syntes var godt, eller hvis andre ville købe billeder, kunne jeg jo få lavet “rigtige” billeder efter dem.

På højskolen (1970-71) havde vi på vores fotohold et Nikon spejlreflex, som vi kunne låne og her lærte jeg at arbejde i mørkekammer. Det kan man godt savne en gang i mellem. Der var noget særligt ved at lave sine billeder helt fra bunden og det kan ikke sammenlignes med at billedbehandle på computeren, selvom der også er ting, man laver selv.

I 1973 var jeg med til at starte en fotoklub i Hjørring og på et tidspunkt fik jeg mulighed for at købe et andet medlems aflagte Rikoh Singlex, som kunne bruge Pentaxopjektiver. Der fulgte en vidvinkel og en kort tele med. Nu kunne jeg rigtig være med: Deltage i Månedens Emne, lave portrætter (noget jeg var begyndt på på højskolen) og lave mine billeder i mørkekammeret igen. Jeg prøvede på at lave gadereportage-billeder, tog billeder til koncerter, som af og til kunne sælges og en sjælden gang lavede jeg selskabsfotografering. Vi købte den gang film i metermål. En dåse med 200 m i og spolede så vores film op i passende længder. Det bragte prisen pr. negativ væsentligt ned.

Det var på dette tidspunkt, jeg købte en fremviser/projektor, så jeg ikke behøvede at låne mig frem.

Senere igen, da jeg begyndte at tjene penge, fik jeg råd til at købe et Olympus OM1, nok det bedste kamera, jeg har haft. Lille og handy og som de sagde i reklamerne dengang: Med verdens største søger. Solidt var det også: På et tidspunkt på en ferie i Sverrig faldt jeg på vej op ad en lille klippeknold og tabte kameraet, som trillede ca. fire meter ned uden at tage skade bortset fra en lille skramme på siden af huset. Gu’ ved, hvordan et af vores moderne kameraer ville klare en sådan tur. Jeg havde foruden normaloptikken på 55 mm en portrættele på 105 mm. Det var jo den gang, vi brugte faste objektiver. Det er i dag kun for de med den store pengepung.

Fra 1978 til ca. 82 underviste jeg i fotografering og mørkekammerarbejde, mest det sidste, i vores ungdomsskole. Her fremkaldte, skyllede og fixerede vi film i lange plasticrør. Det var nemmere end de små “bøtter” og mere effektivt. Til gengæld var vores forstørrelsesapparat ikke noget at råbe hurra for. Jeg var vant til det fra Hjørring Fotoklub. Der var der ikke sparet på noget. Dels var vi mange medlemmer og dels havde vi et par mere eller mindre professionelle fotografer som medlemmer og de ville ikke lade sig nøje med det næstbedste.

Vi Hanne og jeg købte på et tidspunkt et lille, halvautomatisk Rollei, som vi brugte til alm. negativfilm. Jeg tog stadig kun dias.

På en tur til Italien blev vores bil “røvet” og vi havde derefter ikke noget kamera. Jeg købte så et brugt Minolta, som jeg brugte i nogle år.

Siden blev det et Canon G3 – et Canon EOS 250d, et spejlrefleks – som blev til et 350d – som blev til et 700d.