Bretagne tur/retur
Marts 2015
Vi blev “pludselig” inviteret til en af vores meget gode venners 50 års fødselsdag. Billedet viser huset på øen, hvor festen blev holdt. Der kommer flere billeder under albums.
Natacha var på telefonsvareren og snakkede noget om en invitation til Frankrig. Jeg snakkede så med hende mandag aften og hun fortalte, at der var tre anledninger til festen: Der var solformørkelse, der var springflod, hvilket betød, at vi kunne gå over havbunden ud til en lille ø, de ellers sejlede ud til og så altså det, at hun fyldte 50. Jeg spurgte så, hvornår det var. Jo, det var altså på lørdag…
Vi havde pillet pladerne af bilen her i vinter for at spare vægtafgift og forsikring, så det startede med at få plader på og så ellers få pakket. Vi skulle lige en tur i brugsen og opdagede derved, at bremserne hang. Heldigvis ordnede vores mekaniker det med det samme og vi kunne hente bilen igen kl 17.
Den aften så vi ikke fjernsyn .
Onsdag, den 18. marts 2015
Kl. 9.40 kørte vi. Vi skulle først omkring Balling for at aflevere Beatriz i sin pension. Normalt ville vi havde taget hende med på sådan en tur, men det ville blive megen kørsel og få og korte pauser og det ville vi ikke byde vores hund. Herefter videre til Skive og så sydover via A34. Normalt kører vi fortrinsvis ad landevej, men denne gang havde vi et stramt program, så vi kørte over Herning og ad den nye motorvej til Vejle og så igen sydpå. Vi havde fint vejr ned gennem Jylland og havde begge gang i solbrillerne.
Vi tankede i Kruså for at kunne bruge vores benzinkort – vi havde ikke så mange euro med – og der er ikke alle steder billigere diesel i Tyskland. Vi kørte herefter ind i Tyskland kl. 14. Ad A7 til Hamburg, ad A1 til over Bremen til Münster, hvor vi overnattede i bilen på Rasthof Münsterland efter at have kørt 718 km.
Torsdag, den 19. marts 2015
Torsdag startede vi dagen med at køre lidt varme på os og på bilen og det gjorde vi lidt over 8. Det var stille og overskyet, lidt tåget faktisk, men ikke noget, der gik ud over sigtbarheden. Trafikken var ikke voldsom og vi trillede bare derudad. Moster Gerda mente at vide, at der var 1166 km tilbage til Lilia, vores mål. Umiddelbart efter start sendte moster Gerda os ad A43 mod Dülmen og Wuppertal. A43 blev til A52 med Gladbeck og Essen. Ind i gennem Gladbeck kørte vi på alm. gader og vi drejede fra for at tanke. Det er som regel billigere her, end det er på motorvejen, men billigt var det ikke: 1,199 €/liter.
Videre ad B224 mod Duisburg og Venlo i Holland. Ad A2 og A40 kom vi gennem resten af Ruhrområdet og kørte nu mod Venlo og Antwerpen og da vi kl. 11.35 kørte ind i Holland blev A40 til A67/E34 – E34 var det sikkert også før , men både hollænderne og belgierne skriver oftest E-numre før deres egne A-numre, hvor vi jo helt har droppet vores A’er og nøjes med E, som f.eks. E45 og E20.
På vej gennem Holland lysnede det en anelse. Det var ikke mere bare gråt i gråt, men det blev alligevel ikke til så meget.
Man skal ikke lade et stykke chokolade ligge i forruden/i vindueskarmen ret længe, før det bliver svært at få fat i , men så er der jo godt, at man har sin gode lommekniv med.
12.30 kørte vi så fra Holland ind i Belgien og A67 blev til A21 – stadig E34 – mod Antwerpen. Trafikken var ind i mellem lidt tættere her, men først efter Turnhout blev den tæt og det sidste stykke mod Kennedytunnelen i Antwerpen blev det til langsom kørsel. Nu var Rijsel (Lille i Frankrig) kommet på skiltene. Fint nok. Efter ringvejen om Antwerpen kom vi på A14 mod Gent og Kortrijk. På en rasteplads snakkede vi med en lille, fin, grå kat, der mindede meget om en McKenzie, som min broder havde en gang.
Kl. 14.45 blev det Frankrig og A14 blev til A22 mod Roubaix og Lille og her er det med at holde tungen lige i munden. Der er flere mulighed gennem Lille og for at gøre det endnu bedre, blev vi på grund af noget vejarbejde sendt mod sydøst ad A23 mod Valenciennes. Her tog vi A2 mod Paris og kl. 16.20 B630 mod Cambrai og Amiens. Ikke mere motorvej til os i denne omgang. Når vi tager på på ferie, starter den tre gange: Når vi kører hjemmefra med forhåbentlig velpakket bil, når vi kører ud af Danmark og når vi kører af motorvejen i Frankrig. Vi kører normalt også på landevej i dele af Tyskland og i Benelux-landene, men det er landevejen i Nordfrankrig, der gør forskellen .
Det begyndte at lysne lidt igen. Vi kunne nu se blå pletter mellem skyerne. Lidt over fem skiftede vi over D917 til D929 mod Amiens og lidt efter kørte vi fra Nord-Pas-de-Calais ind i Picardiet. Lidt over seks ind mod Amiens Centre. Det er ofte fint at køre ind gennem en by, selv om det kan tage lidt længere tid p.g.a. trafikken.
Nogle steder har franskmændene nogle meget lange lige stræk på deres landeveje.
Vi rodede lidt rundt på vej ud af Amiens, fordi der ikke var en frakørsel fra N1, som vi kom ud på, ned på den vej vi gerne ville, så det blev i stedet nogle fine småveje bl.a. i gennem Picquigny og så videre ud ad D936. Jeg havde nok forestillet mig en lidt mere sydlig rute som f.eks. D929, men det var nu sådan, det blev. Kl. 20 drejede vi ad D1015 mod Dieppe og den ligger jo helt ude ved kysten, men hvis moster Gerda mener, at det var den hurtigste vej, kunne det jo ikke være helt skidt. Det var begrænset, hvad vi kunne se nu og vi var begyndt at se efter et sted at holde for natten.
Kl. 20.18 ved le Tréport ad D2 og D49 til D925 mod Dieppe og Rouen. Her var meget lidt trafik og det gik fint derudad. Kl. 21 kørte vi ind i Dieppe og kom ad div. D-numre til N27 mod Rouen og le Havre. N27 blev så til D927. Det var lidt mere min retning. Et godt eksempel på, at man ikke skal overlade alting til moster Gerda . Nu manglede vi bare den rasteplads, men der var ikke det, der lignede… D927 blev til A151 og motorvej og kl. 22 kom vi ind i Rouen, hvor vi efterhånden fandt ud på N338 mod Caen og kort efter fandt vi D675 mod Pont Audemer og Caen. Endelig kl. 22.33 fandt en passende plads i en lille by, der hed La Trinité de Thouberville, hvor vi kunne stille æsken for natten. Kmt. stod på 191925. Vi havde kørt – Hanne havde – 754 km den dag.
Fredag, den 20. marts 2015
Fredag stod vi op kl. 8.10. Fin tid, men vi kunne bare ikke komme nogen steder. Vi var helt pakket ind i personbiler! Det viste sig at være et af flere steder ved en skole, hvor forældre stillede deres biler, når de skulle følge deres poder i skole. Vi kom af sted ca. halv ni, så værre var det ikke .
Det var ved at være tid at få lidt brændstof i tanken, så vi kørte ind til et les Mousquettaires (supermarked) i Bourg-Achard lidt senere. Vi var ikke så gode til at tanke i god tid på denne tur, hvilket kom til at betyde, at vi oftest kom til at betale for meget, i dette tilfælde 1,199, som i øvrigt var det samme som i Tyskland. Et andet sted (Super U) så vi det til 1,136 og det er alligevel en forskel på godt 47 øre/liter eller 33 kr. på en tankfuld, men igen: I den store sammenhæng, i forhold til, hvad sådan en tur koster…
Vi holdt lige en lille pause på et af “vores” steder. La Risle, en biflod til Seinen løber her i kanten af Pont Audemer og vi har holdt her både for at overnatte og for at spise. Her er både fugle, fisk og fiskere og træer langs floden. Et fint sted. Her var 12 grader og stille, men ikke noget solskin.
Kl. 10.30 fandt vi endelig et sted at spise morgenmad, en rasteplads kort efter Beuzeville (hvordan de så udtaler det ) Vi var godt sultne og snakkede om, hvorfor vi ikke spiste, da vi var ved La Risle… Nå, det her var også et fint sted med store træer og en fin udsigt ned over små marker. Vi spiste for åben bagklap og havde det som sædvanligt sjovt. F.eks. hejste os selv og hinanden op og ned på liften og vi var sikre på, at de, der holdt i bilen lidt bag os, også morede sig. De vinkede da også vældigt til os, da vi kørte videre lidt i 12.
Det var sjovt at se stederne igen efter så mange år og der var mange steder, hvor vi sagde: “Kan du huske det der”, “Der har vi også spist engang” og lignende. Desværre blev det ved med at være lidt kedeligt gråvejr.
Vi snakkede og lavede andre ting, så jeg glemte at være lidt forud med navigeringen, hvilket betød, at vi kl. 13.15 pludselig var på vej ind i gennem Caen. Ikke, at det gjorde så meget, men det var ikke det, der var planen. Vi kørte derefter bare efter moster Gerda.
Påskeliljerne var lidt længere fremme her i Caen, end de var derhjemme.
Inde midt i byen kom vi forbi en sø med store arealer med skov, krat og græs med stier i. Ikke en bypark, men et “rigtigt stykke natur”. Det var anlagt i forbindelse med et sportsanlæg, der igen lå langs floden l’Orne, der løber gennem byen og er så stor, at der er en havn ved den. Godt at se, at der er plads til sådan et område i en by.
Efter et stykke omfartsvej drejede vi ved halv to-tiden ud ad A84, som er en af de gratis motorveje i Frankrig. Normalt ville vi have forladt den igen ved Avranches for at køre langs kysten, men nu skulle vi altså være i Lilia til aften og der var stadig knap 400 km tilbage… Nå ja, det gjorde vi sådan set også, vi fortsatte ad N175, som blev til N176 mod St. Brieuc, men det var også motorvej eller motortrafikvej.
Hen på eftermiddagen begyndte det faktisk at klare lidt op med solstrejf og blå pletter ind i mellem skyerne. Det var vi slet ikke spor kede af. Rigtig fint solskin blev det dog ikke.
Vi så kohejrer til den ene side og Hanne så en ugle i en busk til den anden side. Vi kikkede efter fugle og lavede en liste, men eftersom vi kørte det meste af tiden, blev den ikke så lang . Ved morgenmaden så vi dog en skovskade og en rødkælk.
Der var en bil, der overhalede os, som havde, syntes jeg, en ikke særlig pæn bagende, sådan en heftig og voldsom en, som sikkert skulle se maskulin ud og det fik mig til at sige, at jeg til en hver tid fortrak kvindelige former – også hvad biler angik, hvortil Hanne svarede: “En stor bagdel, runde hofter og et par store forlygter.” Jo, hun ved godt, hvad det handler om.
To (m)and frem for en enke. Faktisk var der tre andrikker om den ene and.
Kl. 17.33 – 192253 km – drejede vi ind på Aire d’Yffinac. Vi manglede strøm (batteri) til snakkemaskinen – vores diktafon, til hvilken vi fortæller vores tur. Her var et vældigt leben, idet der helt klart var noget, som et par gråænder ikke havde fået helt på plads. De var tre andrikker om den ene and, men det har nok bare været to nye bejlere, for jeg fandt da en tom æggeskal. Om der var kommet en ælling ud af den, eller om der har været æggerøvere på spil, var jeg ikke sikker på.
Lidt før St. Brieuc var der igen kø-kørsel. Vi kørte ikke meget langsomt, men omkring en 25 – 30 km/h. Endnu en gang handlede det om vejarbejde, hvor vi skulle fra to baner ind på én og endnu engang kunne folk ikke finde ud af at blive i deres bane indtil, de rent faktisk skulle flette sammen, men trak ind over den sidste kilometer, hvorved køen blev endnu længere. Nå, det var kun arbejde ved en bro over vejen, så vi kom hurtigt op på normalt tempo igen, hvilket for vores vedkommende var omkring 80 stykker.
Rundt om St. Brieuc var der en del trafik, men alligevel ikke værre, end at det ikke sinkede os meget, og på den anden side af byen tyndede det ud og så gik det ellers af sted mod Morlaix.
Ind på Aire de Ponz on Park for at se, hvordan den så ud. Hanne skrev et postkort og jeg tog nogle billeder. Videre kl. syv. Moster Gerda mente, at vi nu havde 92 km igen og at vi ville være fremme kl 20.30…
Det seneste stykke tid havde den stået på ankomst kl. 20.29 og lige da jeg skulle til at sige noget om det, skiftede den til 20.28 og det fik mig til at sige til Hanne: “Giv den gas, så vi kan se, om vi kan hente et minut til.” Moster Gerda var af en eller anden grund hoppet over på stemmekommando og hun svarede, at denne funktion ikke var tilgængelig i Frankrig på dansk. Det fik os godt nok til at more os lidt. Hun havde i forvejen været årsag til en del morskab, fordi hun udtalte de franske navne, som de staves og kunne finde på at udtale tegnet `, accent grave. Enkelte gange var det simpelthen ikke muligt at få fat i, hvad hun sagde endsige forstå, hvad hun mente. Det var næsten bedre, end når Dirch Passer snakkede russisk. Godt, vi selv kan finde vej.
Køkørsel fra tidligere. Som det ses af skiltet, var det ved St Brieuc.
Kl. 19.40 – 192374 – forlod vi N12 ved Landivisiau, som Moster Gerda så tydeligt forklarede det: “Ad rampe til vej.” Hun var dog ikke længe om at præcisere, at det derefter var D32, vi skule følge mod Bodellis og Lesneven. Det gjorde vi og nu kom vi endelig ud på de små veje. De rigtig små veje. Desværre var der ikke så meget lys tilbage, så det blev vi kunne ikke se så meget og det blev ikke til flere billeder, men det var alligevel dejligt. D32 blev til D28 og… Nå ved en vejgaffel sagde jeg: “Til højre her.” Hvorefter Hanne meget resolut holdt til venstre. Det grinede vi meget af den sommer. Her var ikke plads til at vende, så vi bakkede, til vi kunne dreje ned ad vejen til højre og så var vi i øvrigt på D32 igen. Da jeg nu sad ved rattet, blev jeg der. Så fik jeg også lov til at køre lidt af vejen.
Ved Plouguerneau fandt vi D71 til Livia, vores sidste vejnummer. Nu var det sådan, at Moster Gerda ikke er så godt kendt i Kerazon, så jeg havde hjemmefra lavet en kørevejledning ved hjælp af Google Maps, som godt kender Kerazon Vras, som vores venner boede på. Vi havde ikke noget husnummer, det bruger vi ikke hernede, men vidste, at de boede i et træhus, som lå lidt højt. ”I kan ikke tage fejl.” Nu var det så sådan, at den kørevejledning lå hjemme på sofabordet. Vi kom jo lidt hurtigt af sted. Vi drejede ”til venstre” i den rundkørsel, jeg mente, det måtte være og forsøgte at køre efter hukommelsen, men det gik altså ikke. Vi fandt tilbage til D71 og fortsatte helt op i Lilia. Der, hvor vejen endte helt ude ved standen, lå der en lille restaurant, hvor en meget venlig franskmand (på lidt engelsk og lidt fransk) forklarede mig, at jeg skulle tilbage til kirken, dreje til højre ad den anden vej, den vej, hvor apoteket lå på modsatte side og så ville jeg komme til Kerazon, men hvor Kerazon Vras var, vidste han ikke.
Fint nok. Det prøvede vi og vi fandt den rigtige vej. Så manglede vi bare at finde huset. Hvordan kan man kende et træhus, når det er mørkt? Vi listede os frem ad vejen for at havde god tid til at studere husene, som ofte lå delvis skjult bag træer og anden beplantning og så fik jeg pludselig øje på det. Ikke, fordi jeg kunne se, at det var et træhus, men fordi det havde runde vinduer – og store vinduer. Det finder man næppe i ret mange franske huse. Gert er bådebygger og havde bygget deres hus selv.
Efter 1970 km og 3 dage blev vi modtaget med åbne arme af Natacha og Gert. Dejligt gensyn efter 4½ år.